SUMMARY
Temaet musik og psykologi er indlysende relevant, når man betænker, hvor mange forbindelseslinjer der kan trækkes mellem de to felter. Igennem Psyke & Logos’ hidtidige og efterhånden lange historie har vi afsøgt mange af psykologiens grænseområder så som sprog, historie, religion, moral, billeder, symboler, kunst, kultur og narrativitet, men først nu giver vi os i kast med musikken. Når vi lejlighedsvis har diskuteret temaet i redaktionen og med andre kollegaer, har det ikke skortet på interesse, men det har været mere tvivlsomt, hvorvidt musik som en højt elsket fritidsinteresse blandt psykologer faktisk kunne forbindes med deres professionelle ståsted i psykologien, uden at resultatet netop ville blive amatørisk. De få og sporadiske danske arbejder om musik og psykologi skrevet af psykologer var ikke umiddelbart lovende for muligheden af at sammensætte et helt temanummer om dette emne. I kredsen omkring tidsskriftet var det kun forh. Professor Alice Theilgaard, der havde arbejdet lidt mere indgående med emnet, og som derigennem kunne give os nogle nyttige råd og vink. Vi kendte naturligvis til eksistensen af en dansk musikterapeutisk tradition, der – som vi mente at se det – var kommet til verden ved, at en række personer, der overvejende havde deres professionelle ståsted i musikken, med baggrund i udenlandske traditioner, havde opbygget en musikterapeutisk uddannelse på Aalborg Universitet. I redaktionen havde vi imidlertid ikke nærmere kontakter til dette miljø, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der blandt psykologer af og til har kunnet spores en vis skepsis over for det. Måske har et strukturelt brødnid inden for psykoterapisektoren også medvirket til at skabe mistillid til denne nye gruppe af terapeuter uden for psykologforeningens regi?