SUMMARY
I nærværende artikel gives der eksempler på, hvordan en kombineret anvendelse af hovedoplysninger fra de to store 1600-talsmatrikler kan anvendes til at tegne et billede af samtidens landbrug i en typisk østdansk region, nemlig Nordvestsjælland. Ved at kombinere matrikeldata med viden om datidens ejerlavsstørrelser og de naturgeografiske forhold har det endvidere været målet at undersøge, hvordan 1600-tallets landbrugsforhold varierede indenfor regionen, og i hvor høj grad dette kan henføres til naturforholdene. Det er vurderingen, at analyserne har påvist flere systematiske sammenhænge, der må formodes at have generel gyldighed for store dele af Østdanmark.