SUMMARY
I denne artikel vil vi argumentere for, at tolkningen af megen situeret læringsteori overser de skitser, der er i Lave & Wengers (1991) oprindelige analyser, hvor den grundlæggende dynamik i læreprocessen anskues som værende tæt sammenknyttet med konflikter og modsætninger. Konsekvensen af at modsætninger og konflikter underbetones er, at dynamiske og motivationelle aspekter af læreprocessen i mange tilfælde falder tilbage til en humanistisk human ressource-tænkning, hvor læringsprocessen relateres til individets stræben efter at realisere egne vækstpotentialer, samt at arbejdsfællesskabet bliver et middel til den enkeltes selvrealisering. I artiklen ønsker vi at rehabilitere Lave & Wengers oprindelige idé om, at modsætninger og konflikter er afgørende dynamiske kræfter i forståelsen af læring og udviklingsprocesser i arbejdslivet. Vi søger i artiklen at præcisere hvordan situationer kendetegnede ved at være uafklarede, ubestemte og ukoordinerede, indeholder potentielle læringsressourcer, fordi det igennem disse situationer er muligt at udvikle nye antagelser om, hvilke konsekvenser vore handlinger har for praksis. Endvidere ønsker vi at udvikle dette aspekt af læreprocessen ved at undersøge, hvordan en række nyere forskningsprojekter bruger Lave & Wengers arbejde. Afslutningsvist inddrager vi betydningen af den stigende arbejdsdeling, samt aspekter af John Deweys tænkning med henblik på at skitsere, hvordan et situeret perspektiv kan inddrage konfliktuelle aspekter af en arbejdspraksis til at udvikle forståelsen af læring.