SUMMARY
De seneste 20 års forskning i stress har peget på en lang række problemer i forbindelse med den klassiske stressteori, udformet af Cannon og Selye. I artiklen argumenteres for, at et lovende bud på et svar på disse udfordringer kan bestå i udformningen af en stressteori, der også inddrager andre og parallelt udviklede psykofysiologiske systemer. Dette indebærer (i) en sondring mellem det evolutionært ældre GAS (Selye) og (ii) det nyere system, der er baseret på HPA (Cannon), og (iii) at stresssystemets regulering anskues ud fra den nyere allostatiske model (Sterling, McEwen), som derved erstatter den oprindelige homeostase-model. Denne fornyede forståelse bør også omfatte (iv) den poly-vagale teori. Teorien åbner for inddragelsen af stress som kommunikation og social regulering. Dette åbner for en bedre forståelse af, hvordan stress påvirker sociale relationer og interaktioner. Sidst, men ikke mindst (v), argumenteres for inddragelse af teorier om social smerte. Denne synsvinkel peger på, at stress medfører, regulerer og skærper oplevelse af social smerte ved trussel. Et sådant moderniseret og flerstrenget system vil kunne åbne nye perspektiver, både i forhold til diagnostik og behandling af stress og afledte syndromer.