SUMMARY
Artiklen præsenterer to typer af nutidige, spontane religiøse erfaringer og den videnskabelige udforskning heraf – nærdødsoplevelser og de oplevede Maria-åbenbaringer i Medjugorje, der startede i 1981, og som fortsat pågår. Begge fænomener har gennem tre årtier tiltrukket sig bred folkelig opmærksomhed og efterhånden også en stigende videnskabelig interesse. Centralt i debatten om, hvilken autoritet disse erfaringer kan tillægges, står kliniske vurderinger og fysiologiske monitoreringer foretaget samtidig med, at oplevelsen af kontakt med en transcendent realitet foregår. Trods situationelle forskelle mellem disse to typer af erfaringer kan peges på perceptuelle og fænomenologiske ligheder. De videnskabelige undersøgelser, som på nuværende tidspunkt er foretaget, åbner for muligheden af, at fremherskende sundhedsfaglige (medicinske, psykologiske) beskrivelsesniveauer af den menneskelige eksistens er utilstrækkelige.