SUMMARY
Artiklen tager udgangspunktet i en definition af kernebegrebet ‘musikterapeutens disciplinerede subjektivitet’ som en overordnet betegnelse for de tilstande og bevægelser, der er karakteristiske for musikterapeutens forholdemåde i musikalsk improvisation i en klinisk situation. Dette begreb er vokset ud af forfatterens erfaringer som underviser, kliniker, supervisor og forsker. Begrebet bliver rammet ind teoretisk og belyst ud fra empirisk fænomenologisk forskning i musikterapeutens forståelse og anvendelse af modoverføring i musikalsk improvisation i voksenpsykiatrien. Det bliver relateret til de psykodynamiske begreber overføring, modoverføring og modstand, og de behandlingsmæssige konsekvenser for musikterapi i psykiatrien berøres. Artiklen er en bearbejdning og videreførelse af forfatterens tiltrædelsesforedrag som professor ved Aalborg Universitet i 2006.