SUMMARY
Artiklen rejser spørgsmålet, om det er muligt at påvise en kumulativ viden om drømme, som er videnskabsteoretisk funderet og praktisk anvendelig. Artiklen drøfter psykoterapeutiske indfaldsvinkler til drømme bl.a. klassisk psykoanalyse, egopsykologi, objektrelationsteori samt jungiansk og postjungiansk drømmeforståelse. Naturvidenskabeligt orienterede retninger, som der tages stilling til, er laboratoriestudier, statistikbaserede indholdsanalyser, neuropsykologi og kognitionspsykologi, samt sociologiske studier. Resultater af det seneste tiårs avancerede hjerneforskning tolkes i retning af et bredt spektrum af selvregulerende og psykisk vigtige funktioner hos drømmene. Der gives et signalement af forskellige eksistentielle, fænomenologiske og hermeneutiske tilgange. Med udgangspunkt i blandt andet Gadamers hermeneutik klassificeres de vigtigste drømmeskoler efter deres erkendelsesinteresser, og deres specifikke bidrag til den kumulative viden om drømme anerkendes. Komparative hermeneutiske studier peger på, at drømme kan tolkes meningsfuldt i flere retninger afhængig af kontekst og erkendelsesinteresse. Af det fremlagte materiale fremgår, at drømme er ikke-tilfældige, kreative og meningsfulde udtryk: drømme omhandler temaer, som er vigtige for drømmeren, de har en narrativ struktur og en kreativt syntetiserende form, og de er interaktive med omgivelserne på et højt organisationsniveau i drømmerens personlighed. Det vurderes, at drømmeforskningen bevæger sig hen imod en mangedimensional kontekstbaseret drømmeforståelse som den bedst egnede til at matche drømmenes kompleksitet. Ved drømmetolkning bør drømmetolkeren medreflektere sin teori og erkendelsesinteresse og opstille kriterier for sine tolkningers validitet. En informationsteoretisk kybernetisk model af drøm og personlighed foreslås som paraplyteori for videre drømmeforskning og praktisk drømmearbejde.