SUMMARY
I denne artikel forfølges tanken, at den affektive dimension af prægnant sorg, som følger tab, ikke kun er noget, der erfares på et emotionelt niveau, men at tabserfaringen også skaber modifikationer i, hvad der i fænomenologien kaldes eksistentielle følelser. Eksistentielle følelser refererer til den grundlæggende affektive integration mellem selv og verden, som er ansvarlig for, hvordan det føles at eksistere. Med rod i et fænomenologisk perspektiv illustreres disse ændringer gennemtre cases, der er taget fra dybdegående, fænomenologiske interviews med personer, som har været eksponeret for et tidligt forældretab. Mere specifikt er det artiklens intention at vise, at vi kan forstå disse ændringer som modifikationer i den måde, personen resonerer med verden på, og at denne ændrede resonansprofili sidste ende medfører en grundlæggende følelse af eksistentiel ensomhed. Slutteligt præsenterer jeg nogle skitseagtige overvejelser over, hvad dette implicerer for vores tilgang til at hjælpe børn og unge i denne situation, og kalder på kropsterapeutiske tilgange.