SUMMARY
Denne artikel analyserer, hvordan forældre, der har mistet et spædbarn, oplever og gør brug af fællesskabsorienterede sorgstøttetilbud i tiden efter, at de har mistet deres barn. Artiklen er skrevet på baggrund af en toårig kvalitativ interviewundersøgelse, som er foretaget i forbindelse med forfatterens ph.d.-projekt om efterladte forældres sorgerfaringer og erfaringer med at benytte sig af Landsforeningen Spædbarnsdøds sorgstøttetilbud. Informeret af en kulturpsykologisk tilnærmelse til det menneskelige følelsesliv, argumenterer jeg for, at fællesskaber tilvejebragt gennem denne form for sorgstøttetilbud kan facilitere forhandlinger af kulturelle normer vedrørende tab og sorg og tilbyde alternative forståelsesrammer og praksisser for at leve med tabet, som forældrene forholder sig refleksivt til i deres sorgproces. Derudover argumenterer jeg for, at sorgstøttetilbud må forstås som iboende normative praksisser, og følgelig, at de ansvarlige aktører må forholde sigkritisk og selvrefleksivt til de etiske dilemmaer, der uomgængeligt opstår i forbindelse med disse praksisser.